Brunkagedej
Glasur
Julecupcakes
Karamelliseret Mørk Smørcreme
Karamelliseret Lys Smørcreme
Brunkagedej
Kom smør, sirup og brun farin op i en gryde og bring massen i kog. Tilsæt krydderiet og natron, og lad massen boble let op og tag gryden af varmen. Lad det køle lidt af. Sigt melet i en røreskål og kom den lune smørblanding op til melet og rør det sammen på en røremaskine. Tilsæt ægget og rør dejen homogen. Kom brunkagedejen i en frostpose og læg den på køl natten over.
Rul dejen ud og udstik de julemotiver, du ønsker. Bag brunkagerne ved 180 grader varmluft i 8-10 min.
OBS der vil være rigtig meget overskydende dej, men du kan opbevare dejen i køleskabet i op til 1 uge – så kan du altid lave brunkager en anden dag.
Glasur
Pisk flormelis og æggehvider sammen til en luftig glasur. Dekorer dine brunkager som du ønsker – brug evt. billedet til inspiration.
Julecupcakes
Kom sukker, smør, hvedemel, bagepulver, salt og cake factor op i en røreskål (gerne en røremaskine eller el-mikser), og rør det hele sammen ved lav hastighed. Det skal ligne små krummer. Slå æggene ud og rør dem sammen. Hæld æggene op i en kande sammen med sødmælk. Når blandingen i røreskålen ligner små krummer hældes lidt af æggeblandingen op i røreskålen, imens den fortsat kører. Gør det gerne over 3 omgange og lad røremaskinen køre lidt mellem hver hældning. Fordel dejen i 12 cupcakesforme (gerne en fast cupcakeform, som er smurt). Bag kagerne ved 180 grader varmluft i ca. 18-20 min. Lad dem køle af i formen. Tag dem op af formen og kom dem i nogle fine cupcakes dekorationer.
Karamelliseret Mørk Smørcreme
Sukker, sirup og vand bringes i kog og lad det koge ind til en gylden karamel/sirup – tag gryden af varmen. Varm fløden op i en anden gryde til lige under kogepunktet. Hæld forsigtig den varme fløde op i karamellen, det vil muligvis boble lidt op, men det skal det. Bare rør godt hele tiden. Hak den mørke chokolade fint og hæld op i karamelblandingen, og rør det sammen til en ensartet chokoladecreme. Pisk chokoladecremen på en røresmaskine i ca. 5-10 min – eller til bunden af skålen ikke længere er varm. Tilsæt smørret lidt efter lidt, og pisk chokoladecremen luftig, glat og blank. Stil den på køl i 20-30 min. og pisk den kort igennem. Hæld chokoladesmørcremen på sprøjtepose.
Karamelliseret Lys Smørcreme
Sukker, sirup og vand bringes i kog og lad det koge ind til en gylden karamel/sirup – tag gryden af varmen. Varm fløden op i en anden gryde til lige under kogepunktet. Hæld forsigtig den varme fløde op i karamellen, det vil muligvis boble lidt op, men det skal det. Bare rør godt hele tiden. Hak den lyse chokolade fint og hæld op i karamelblandingen, og rør det sammen til en ensartet chokoladecreme. Pisk chokoladecremen på en røresmaskine i ca. 5-10 min – eller til bunden af skålen ikke længere er varm. Tilsæt smørret lidt efter lidt, og pisk chokoladecremen luftig, glat og blank. Stil den på køl i 20-30 min. og pisk den kort igennem. Hæld chokoladesmørcremen på sprøjtepose.
Samling:
Klip et stort hul i begge sprøjteposer og tag en ny sprøjtepose om kom en stor stjerne tylle heri. Kom de to andre poser ned i sprøjteposen med tyllen. Afsæt en fin spiral af chokoladesmørcreme på kagerne. Placer en brunkage i kagerne og server.
- Opskrift Ditte Julie Jensen - dittejulie.dk